Velkommen til faget Regler
Trin 2 · DHPU's teoripensum
I dette fag kommer vi ind på følgende emner:
- Hvorfor har vi regler?
- Lokale flyveregler (f.eks. klub) og reguleret flyvested
- Vigepligtsregler: krydsning, på skrænt, i termik, prioriteter for luftfartøjskategorier
- Dansk Hanggliding og Paragliding Union (regler for flyvning)
- Du kan opsøge materiale i Driftshåndbogen s. 17 (afsnit 120) og side 22 (afsnit 223), s. 23 og s. 21-28
- PART SERA 3210
- Den Danske Paragliderhåndbog s. 124-125
- Desuden finder du her links til BL 9-5
Rigtig god fornøjelse!
Uddannelsesudvalget DHPU
Hvorfor har vi regler?
Myndighederne, BL 9-5, EU-forordninger og Part-SERA
Reglerne skal tilsikre, at alle, som benytter luftrummet, har fået ens information, så ingen flyver til fare for sig selv eller andre. For eksempel vil vi meget nødigt flyve ind i hinanden, og uden regler kunne flyvningen let ende i misforståelser og dermed fare for kollisioner.
Reglerne sikrer, at vi kan dyrke vores sport på en både sikker og hensigtsmæssig måde.
- Hvem, der må flyve
- Hvornår vi må flyve
- Hvor vi må flyve
- Hvilke myndigheder der bestemmer om vi må flyve.
- Hvordan vi skal lære at flyve, (SafePro)
- og mange mange andre ting
Lad os starte med at kigge i DHPU's egen driftshåndbog, og se hvad den siger med hensyn til flyvning generelt.
I driftshåndbogens afsnit 221 sammenfattes de vigtigste ting
- Danske myndigheders bestemmelser.
- Bestemmelser/regler udgivet i DHPU's Driftshåndbog.
- Bestemmelser/regler givet for regulerede flyvesteder, reguleret og/eller organiseret flyvning.
Allerførst skal vi altså kigge på de danske myndigheders bestemmelser. Myndighedernes bestemmelser er beskrevet i Bestemmelser for civil Luftfart i BL 9.5, Bestemmelser om dragefly og glideskærme, og beskriver de regler, som er blevet besluttet af folketinget, og som bliver håndhævet af Trafik-, Bygge-, og Boligstyrelsen (TBST).
BL 9.5 definerer bl.a. hvem der må skole piloter, hvem der må udstede flyvebeviser, i hvilket tidsrum der må flyves, hvor gammel man skal være m.m. Det vender vi tilbage til.
Udover BL 9.5 findes der også en række regler, der er besluttet af EU. De udstikker deres regler igennem EU-forordninger, i dette tilfælde forordning 2016/1185, samt Part-SERA (Standardised European Rules of the Air).
Forordningerne omhandler lufttrafikregler, og beskriver også de regler, som skal benyttes hvis man flyver i kontrolleret luftrum og i øvrigt i højder over 150 m over jorden.
BL 7-100 — nationale supplerende regler
Som et supplement til Part-SERA har de danske myndigheder udstukket nogle regler der kun gælder for dansk luftrum. Disse findes i BL 7-100 Bestemmelser der supplerer SERA-forordningen. I BL 7-100 er der primært nogle lempelser i forhold til SERA.
Dermed er der adskillige myndigheder, der regulerer vores flyvning: hvor du må flyve, hvordan du skal flyve, om du må flyve og hvornår du må flyve.
Før hver flyvning
Driftshåndbogen afsnit 222–224: preflight, flyvested og flyveforhold
Her på trin 2 vil vi kigge nærmere på de regler der står beskrevet i DHPU's driftshåndbog (DHB).
Som det første: start med at læse Del 100 – Definitioner. Det er vigtigt at du forstår definitionerne for at kunne forstå resten af DHB. Ellers er det måske ikke tydeligt, hvad fx. glideflyvning eller kravet er til et nybegynderflyvested?
Hvis man slår op i DHB under del 200, finder man "Regler for DHPU-piloter og -klubber". Vi har allerede ovenfor gennemgået afsnit 221 – Al flyvning indenfor DHPU-regi skal ske i henhold til, så lad os gennemgå de næste afsnit.
222) Forberedelser før flyvning — Preflight Check
Både for din egen og andres sikkerhed er det vigtigt at du sørger for, at dit udstyr er i forsvarlig stand. Dårlig vedligeholdelse, forkert opbevaring og forkert benyttelse af udstyret kan føre til uhensigtsmæssige hændelser.
Derfor er det vigtigt, at du før hver start udfører et preflight check af alt dit udstyr. Lav din egen procedure, som du følger hver gang, så du ikke overser noget.
Måske kan du blive inspireret af følgende video – credit Flybubble.com · Paragliding Safety: Preflight Checks · Se på YouTube
223) Flyvested
Med andre ord, man må ikke flyve før man har kontrolleret, at flyvestedet er egnet til flyvning. Vær opmærksom på, at det også skal være afpasset til det trin, du har på dit flyvebevis. Det er først med trin 5 på beviset, at du reelt må flyve alle steder. Indtil da er du begrænset ift. det trin du befinder dig på.
Du kan læse mere om dette i Driftshåndbogen under Del 500 og Del 600, som beskriver uddannelsesprogrammet for henholdsvis hangglider og paraglider.
224) Flyveforhold
Før hver eneste flyvning skal du tilsikre, at vejrforholdene er til flyvning. Dette skal selvfølgelig gøres, så du ikke havner i en situation, hvor vejret bestemmer, om det skal gå frem, tilbage, op eller ned.
Ligesom med flyvestedet skal vejr og vind også være tilpasset det trin, du er på. Det er først med trin 5 på beviset, at du må flyve under alle (forsvarlige) forhold.
Flyvning og sikkerhedsudstyr
Driftshåndbogen afsnit 225: hjelm og vindstyrke
225) Flyvning — Sikkerhedsudstyr
Bemærk: Med godkendt hjelm menes en hjelm, der overholder FAI's retningslinje:
- EN966 (HPG), ASTM 2040 (Snow Sports) eller SNELL rs98 (Snow Sports).
- EN1077-A og -B.
Du kan altså ikke møde op med en alm. cykelhjelm, ridehjelm el. lign., den skal være godkendt jævnfør forskrifterne ovenfor.
Forhold
Som nævnt tidligere under 224 Flyveforhold så er det vigtigt, at du kontrollerer vindstyrken. For meget vind kan gøre, at du mister herredømmet over din flyver og risikerer at blive slæbt hen ad jorden eller – endnu værre – blæst bagover bakken; sidstnævnte er yderst farligt på grund af aerodynamikken omkring en bakke eller skrænt.
Vær også opmærksom på, at vinden skal være afpasset til flyvestedet. Der kan være stor forskel på hvor meget vind man ønsker sig om man står ude på en skrænt langs kysten, på et bjerg i udlandet eller hjemme på optrækspladsen. Typisk vil man gerne have meget lidt vind på bjerg og ved optræk, mens flyvning på kystskrænter kræver noget mere vind, for at holde sig flyvende.
Endelig skal vinden også være tilpasset dit flyvebevis/trin. Dels risikerer du i kraftig vind kun at kunne flyve baglæns – dels risikerer du at flyve i medvind, hvor forhindringer slår ekstra hårdt!
Afstande og højder
150 m, afstandskrav, flyvepladser og kontrolzoner
Regelsættet vedrørende afstande er i praksis delt op i to højdebånd: under 150 m og over 150 m, målt i forhold til terrænet, der overflyves.
Du må, indtil du erhverver VFR-bevis eller lokalflyvningstilladelse, ikke flyve over 150 m højde.
Reglerne er så viseligt indrettet, at almindelige fly under normal flyvning ikke må flyve under 150 m højde – og da vi ikke må flyve højere end 150 m, vil der ikke være risiko for sammenstød. Det har bevirket, at vi som drageflyvere har fået meget frie tøjler, så længe vi holder os under 150 m.
Når vi snakker om flyvning under 150 m uden motor, har vi kun en enkelt afstandsregel, der i øvrigt er universel for flyvning:
Et luftfartøj må ikke flyve så nær andre luftfartøjer, at der kan opstå fare for sammenstød.
Derudover siger BL 9-5, 8.1.2:
Så kort fortalt: Lad være med at flyve ind i nogen, og lad være med at flyve over steder med mange mennesker!
Hvis vi flyver over 150 m over jorden, gælder der nogle lidt andre regler. Du må IKKE flyve over 150 m, før du opnår VFR-bevis (eller lokalflyvningstilladelse), og de regler vil vi vende tilbage til under Regler trin 4 og naturligvis efterfølgende VFR.
Afstand til dyr og mennesker
Uanset reglen på de 25 m til tamdyr, så skal flyvning i nærheden af dyr altid foregå med ekstra stor forsigtighed og med rigtig god afstand – meget mere end 25 m i praksis! Dyr bliver meget let skræmte, og ejeren, som skal ud og indfange sine køer eller heste efterfølgende, fordi de er blevet skræmte af motorlarm og farvestrålende skærme, er, forståeligt nok, ikke just den bedste advokat for vores sport.
Godt airmanship er at flyve langt udenom marker, hestefolde og lignende med levende dyr.
Endvidere skal man sørge for, at man ikke flyver rundt over det samme sted med motoren tændt, til stor irritation for de mennesker, der bor eller opholder sig i nærheden. Start og flyv væk!
Hvis du på et tidspunkt skulle erhverve licens til at flyve motoriseret, er der nogle skærpede afstandskrav, der gør sig gældende:
Der må ikke hverken ved start, under flyvning eller i forbindelse med landing flyves over eller nærmere end 150 m (500 ft) i vandret afstand til tæt bebyggede områder, herunder sommerhusområder, beboede campingpladser samt områder, hvor et større antal mennesker er samlet i fri luft.
Der må ikke udføres flyvning i mindre afstand end 25 m (75 ft) til mennesker, græssende tamdyr, bygninger, køretøjer eller offentlige veje.
De ekstra regler skyldes primært støj og den ekstra fare, som en roterende propel udgør. Hvis man snubler under en start, splintrer propellen, og stumperne vil flyve afsted med omkring 700 km/t og kunne forårsage endog meget store skader på mennesker og dyr.
Dertil kommer, at motor, brændstof m.v. tilfører ekstra vægt, så på den måde vil der være ekstra kraft hvis man flyver ind i personer, dyr eller ejendom.
Fælles regler — med eller uden motor
Et luftfartøj må ikke flyve så nær andre luftfartøjer, at der kan opstå fare for sammenstød. Dette gælder selvfølgelig også for flyvning med motor.
BL 9.5-8.5 — Flyvning på eller i nærheden af offentlige flyvepladser og militære flyvestationer
Flyvning til og fra eller nærmere end 8 km fra banen/banerne på en offentlig flyveplads eller på en militær flyvestation, jf. AIP, skal foregå efter retningslinier, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, og for en militær flyvestation efter bestemmelser, der er fastsat af Flyvertaktisk Kommando.
Hvis der foreligger retningslinier for beflyvning af en offentlig flyveplads, skal der tillige foreligge tilladelse fra flyvepladsledelsen til, at flyvepladsen benyttes til flyvning med dragefly og/eller glideskærme. Alle anvisninger fra flyvepladsledelsen skal efterkommes.
Flyvning nærmere end 8 km fra banen/banerne på en militær flyvestation må kun finde sted efter særlig aftale med Flyvertaktisk Kommando.
Flyvning i højder af 100 m (300 ft) eller mere over terræn inden for kontrolzoner og i terminalområder skal foregå i overensstemmelse med indhentet klarering fra den pågældende flyvekontrolenhed.
Flyvning over samme højde inden for trafikinformationszoner, trafikinformationsområder og trafikzoner må kun finde sted efter forud truffet aftale med den pågældende lufttrafiktjenesteenhed og i overensstemmelse med de betingelser, som enheden har meddelt.
Flyvning i højder af 100 m (300 ft) eller mere over terræn inden for kontrolzoner og i terminalområder omkring en militær flyvestation uden for en afstand af 8 km fra banen/banerne må dog kun finde sted efter særlig aftale med Flyvertaktisk Kommando.
Anm.: Kontrolzoner, terminalområder, trafikinformationszoner, trafikinformationsområder og trafikzoner fremgår af AIP.
Kontrolzoner og trafikinformationszoner er områder, der normalt kræver, at flyet har tovejs radiokommunikation med de enheder, der servicerer eller kontrollerer områderne. Selvom vi alligevel får lov til at flyve i disse områder under helt særlige forhold, skal man tænke sig godt om, før man gør det. Husk, at ovenstående skal ses i kombination med kravet om, at vi er mindst 8 km væk fra banerne!
Hvor højt må du flyve, indtil du har VFR-bevis eller lokalflyvningstilladelse?
Hvilken afstand skal du mindst holde til andre luftfartøjer (under 150 m)?
Lokale flyveregler og reguleret flyvning
Klub, grundejer, myndigheder og flyvested
Udover alle de regler, der er bestemt af myndighederne og nedfældet i DHB, BL 9.5, Part-SERA mv., kan der også være lokale flyveregler.
Disse regler kan være fastsat af de lokale autoriteter såsom politiet, grundejere, naturstyrelsen, en organisator eller af nationale myndigheder, men også af din egen klub. Reglerne kan enten være permanente eller tidsbestemte.
Hvis du flyver et sted, hvor du er underlagt sådanne regler, flyver du reguleret flyvning.
Et eksempel på reguleret flyvning givet af din klub kunne være, at du som elev skal flyve med full-face hjelm og ankelstøvler. For et flyvested kan det være, at man kun må benytte flyvestedet i en bestemt periode af året.
- Løkken i Nordjylland er bl.a. reguleret i perioden fra d. 01. juni – 31. august hvor der ikke må flyves foran sommerhusene i Furreby.
- På Herstedhøje, som er meget benyttet af sjællandske klubber til skoling af elever, er der en hel række krav forbundet med benyttelsen af stedet. Bl.a. hvor mange der må være i luften samtidig, hvor man skal parkere, at man ikke må flyve med motor etc.
I Vejers i Sydvestjylland er flyvningen ofte reguleret af forsvaret, som afholder skydeøvelser. Forsvaret er ikke interesseret i at køre langs stranden og bruge tid på at kalde folk ned fra luften. Derfor er det her vigtigt, at du har helt styr på, om der er øvelse den dag, du ønsker at flyve langs skrænten dér.
Som set i eksemplerne ovenfor, så kan reguleret flyvning handle om mange ting, og derfor er det vigtigt, at du har tjekket op på det flyvested du ønsker at benytte på et givent tidspunkt. Brud på regler forbundet med flyvning kan have store konsekvenser, både fysisk i form af skade på krop, men også økonomisk som straf for at have forbrudt sig på regler.
Udover "støj-regler" tager regler kun udgangspunkt i én ting:
SIKKERHED
Derfor er det vigtigt, at man sætter sig ind i ALLE regler, og ikke kun dem, man mener tilhører den form for flyvning, som man selv udfører. Kun ved at have en samlet forståelse for alle regler, kan man danne sig det fulde billede af de regler, som omhandler ens egen form for flyvning.
Vigepligt
Grundregler, skrænt, termik og Part-SERA 3201 / 3210
Ligesom når vi kører bil ude på vejene, så er der også i luften nogle helt bestemte vigepligtsregler, vi skal følge for at undgå kollision.
Vigepligtsregel nr. 1, og måske den vigtigste, har vi allerede nævnt tidligere da vi snakkede om afstande længere oppe:
Et luftfartøj må ikke flyve så nær andre luftfartøjer, at der kan opstå fare for sammenstød.
Vær opmærksom på, at der ikke er nogen "meter-angivelse" her, det er op til de enkelte piloter at afgøre, hvor tæt man kan flyve på andre.
Dette stiller et stort krav til holdningerne (airmanship) hos den enkelte pilot. Ikke alle finder det behageligt/sikkert at flyve med en halv til hel meters mellemrum mellem vingespidserne, når to passerer hinanden, især ikke elever. Samtidig skal piloten også være ekstra opmærksom på den inducerede modstand (randhvirvler), da det kan påvirke en passerende pilots manøvreevner, eller blot være ubehageligt. Derfor skal der altid flyves i god og forsvarlig afstand til andre piloter.
Jf. del 226 Vigepligtsregler i DHB
Flyvning må ikke medføre fare for anden lufttrafik.
Er meget lig med vigepligtsregel nr. 1, beskrevet i afsnittet ovenfor. Altså, du må ikke flyve på en sådan hensynsløs måde, at du er til fare for andre i luften.
Med flere hangglidere/paraglidere i luften samtidig på samme sted, skal den højere vige for den lavere. Derudover gælder almindelig højre vigepligt.
Det er altså typisk dén, der ligger højest, der skal vige for dén, der kommer stigende op nedenfra. Dette skyldes, at det er nemt at kigge nedad, uanset om man er paraglider- eller hanggliderpilot, mens det er noget sværere at kigge opad, da skærmen eller dragen er i vejen for udsynet.
Ved flyvning på skrænt
For at undgå kollision med skrænten så skal alle drej foregå væk fra skrænten. Dog er det tilladt med tilstrækkelig højde at søge ind over land for landing.
Da alle drej skal foregå ud fra skrænten, så skal alle overhalinger foregå på indersiden (ind mod skrænten), så man undgår kollision.
Ved flyvning i termik
Hvis man har opdaget en boble hvor der allerede ligger andre og kredser i boblen, så er det af yderste vigtighed, at man drejer i den samme retning, som den/de der allerede er der i forvejen. Ikke alle piloter er lige dygtige til at kredse i termikken, og det betyder at nogen stiger hurtigere end andre i boblen, og for at undgå, man lige pludselig flyver ansigt til ansigt med en anden, så er det vigtigt at man kredser i samme retning, for på den måde at indhente den anden, frem for at flyve lige imod.
Her bliver reglen under "Generelt" også meget væsentlig, da den højere skulle vige for den lavere, så hvis man bliver indhentet af en, der kommer nedefra, så skal man vige for vedkommende.
Vær opmærksom på, at når du ankommer til en boble, hvor der er andre end dig selv, så er det ligegyldigt, om du er den øverste, nederste eller midt imellem, du SKAL stadigvæk dreje i samme retning som den, der var der først.
Part-SERA — flyvning i åben luft over 150 m
Udover de vigepligtsregler som står beskrevet i DHB, så findes der også vigepligtsregler, der omhandler flyvning i åben luft over 150 m. Disse står beskrevet i Part-SERA.
Intet i denne forordning fritager luftfartøjschefen for ansvaret for at foretage sådanne manøvrer, herunder undvigemanøvrer baseret på Resolution Advisories fra ACAS-udstyr, som bedst tjener til afværgelse af sammenstød.
Med andre ord, du har pligt til at lave nødvendige manøvrer, der strider imod alle øvrige regler, hvis det kan afværge et sammenstød.
SERA.3210 Vigepligt
Hvis du ikke har vigepligt, så skal du blot flyve videre uden at ændre din kurs og hastighed.
Uanset om du har ret til vejen eller ej, så skal du altid vige, hvis det andet luftfartøj er i problemer.
Man skal altså altid passere et andet luftfartøj i en sådan afstand at der er taget hensyn til randhvirvler og sammenstød.
Når to luftfartøjer styrer efter modsat eller næsten modsat kurs, og der er fare for sammenstød, skal begge ændre deres styrede kurs til højre.
Hvis du flyver ansigt til ansigt imod et andet luftfartøj, skal du altid dreje af til højre for at undgå sammenstød.
Dog kan der opstå en situation hvor du f.eks. har et bjerg, skrænt eller lignende på din højre side, og derfor ikke kan dreje til højre. I dette tilfælde bibeholder du din kurs, og lader det modsat kommende luftfartøj dreje ud til højre, så sammenstød undgås. Se tidligere illustration vedrørende skræntflyvning.
Du vil flyve ind i en termikboble, hvor andre allerede kredser. Hvad gør du?
Flere hang-/paraglidere er i luften samme sted. Hvem har vigepligt?
Vigepligt — flere situationer
SERA.3210 fortsat: skærende kurs, overhaling og landing
2) Luftfartøjer på skærende kurs
- Kraftdrevne luftfartøjer, der er tungere end luft, skal vige for luftskibe, svæveflyvemaskiner og balloner.
- Luftskibe skal vige for svæveflyvemaskiner og balloner.
- Svæveflyvemaskiner skal vige for balloner.
- Kraftdrevne luftfartøjer skal vige for luftfartøjer, der ses bugsere andre luftfartøjer eller genstande.
Heraf følger, at hvis du flyver uden motor og er på skærende kurs med et kraftdrevet luftfartøj, så skal det kraftdrevne luftfartøj vige for dig, da du anses for at være en svæveflyvemaskine.
Men hvad nu, hvis det kraftdrevne fly ikke viger? Du skal altid holde ekstra øje med, om et andet luftfartøj har til sinds at overholde sin vigepligt, og ved tilfælde hvor du er i tvivl om dette, så drej væk for at undgå sammenstød.
3) Overhaling
En svæveflyvemaskine, der overhaler en anden svæveflyvemaskine, kan skifte kurs mod højre eller venstre.
Dette betyder at hvis vi ønsker at overhale en af vores kammerater i åben luft, så kan det foregå både på venstre eller højre side. Vær opmærksom på, at dén, du overhaler, måske ikke har set dig og pludselig kan finde på at dreje – det er stadig dig, der har ansvaret for, at der ikke sker sammenstød. Ergo: sørg for god margin!
4) Landing
Du må derfor ikke optage landingspladsen, hvis en anden er på vej ind til landing. Læg din skærm ned, hvis du står og ground handler.
Igen, den højere skal vige for den lavere. Dog må du ikke udnytte din position som den lavere til at presse den højere ud i en situation som potentielt kan blive farlig.
Hvis du flyver med motor, så husk at det altid er dig, der skal vige for dem, der flyver uden motor, uanset hvilken højde du befinder dig i.
Et luftfartøj, der er vidende om, at et andet luftfartøj er tvunget til at lande, skal vige for det pågældende luftfartøj.
Alle skal vige for et fly der er på vej til en nødlanding, uanset hvilken luftfartøjskategori man tilhører. Det samme gælder, hvis et andet luftfartøj er ved at styrte ned.
Manøvrering på og nær en flyveplads
SERA.3225 · og afrunding af Regler Trin 2
SERA.3225 Manøvrering på og i nærheden af en flyveplads
- iagttage al anden flyvepladstrafik med henblik på at undgå sammenstød
- følge eller holde sig klar af andre manøvrerende luftfartøjers trafikmønster
- foretage alle drej til venstre under indflyvning til landing og efter start, medmindre andet er angivet eller anden instruktion er modtaget fra vedkommende lufttrafiktjenesteenhed. Dette gælder ikke for balloner
- lande og starte mod vinden, medmindre hensyn til sikkerheden, til banesystemets udformning eller til øvrig lufttrafik medfører, at en anden retning må foretrækkes. Dette gælder ikke for balloner.
Flere klubber og piloter opererer ud fra flyvepladser, hvor der foregår anden lufttrafik. Derfor er det vigtigt, at man også har styr på de regler der omfatter manøvrering på eller i nærheden af en flyveplads. Vær altid opmærksom på de regler, der omfatter den flyveplads du selv bruger. Der kan være lokale flyveregler, som gør, at ens flyvning er reguleret i forhold til flyvestedet.
Som man kan læse ud fra punkt c), skal alle drej efter start og før landing som udgangspunkt foregå til venstre, medmindre andet er angivet. Det vil derfor ikke være særligt hensigtsmæssigt at søge termik lige til venstre for banen, så man ligger i udflyvningen fra pladsen. Det er vigtigt, hvis man flyver rundt om pladsen, at man får sig placeret, så også anden trafik kan foregå efter reglerne, både indflyvning og start.
Du er ved vejs ende for Regler Trin 2. Vi ønsker dig held og lykke med prøven.