Optræksbåden som har været udlånt til Sydsjællands Paragliderklub med henblik på at udbyde SIV-kurser i Danmark er blevet kaldt tilbage til forbundet.
I de seneste år har det været muligt, at få et SIV-kursus ved Guldborgsund, dette har været muligt, da repræsentantskabet for år tilbage pålagde forbundet af investere 150.000,00 kr. i udstyr så der kunne laves SIV-kurser i Danmark. Det har desværre vist sig, at et sådan set-up har været rigtig svært at drive på frivillige hænder, og interessen fra vores piloter har ikke været så stor som forventet. Derfor besluttede bestyrelsen i 2017, at kontrakten med SSPG skulle opsiges, og båden samt udstyr skulle administrativt inddrages, med henbklik på at finde en ny og holdbar løsning.
Det har derfor været til grundig overvejelse hvorledes det fortsat kunne være en mulighed at udbyde SIV-kurser i Danmark, og det er forbundets konklusion, at det ikke er muligt, at finde en holdbar og bæredygtig løsning på udfordringerne med optræksbåden.
Det er derfor blevet besluttet på et unionsmøde, hvor chefgruppen og bestyrelsen diskuterede mulighederne, at båden skal hentes hjem og klargøres til salg.