Luftsportsdemonstration for Danmarks Idrætsforbund i det Midt-og Vestjyske

Lørdag d. 1. september var DIF’s bestyrelse og nogle enkelte lokale politikere inviteret til et specialarrangement på Lindtorp Flyveplads få kilometer udenfor Struer. Formålet var at øge bevågenheden omkring de unikke muligheder området tilbyder ift. udøvelsen af forskellige luftsportsaktiviteter og at fremvise det sprudlende foreningsliv i specialforbundene.

Værterne for arrangementet var Dansk Hanggliding og Paragliding Union, Dansk Faldskærms Union og Dansk Svæveflyver Union, der i fællesskab havde planlagt et flot og veltilrettelagt program for dagen. Med et glimt i øjet og lidt interne drillerier startede dagen med, at de tre formænd for de forskellige specialforbund gav nogle korte oplæg omkring netop deres sports discipliner, udfordringer og udvikling igennem tiden.

Sensommervejret viste sig fra sin bedste side, og det gav enestående muligheder for efterfølgende at demonstrerer mange facetter af de forskellige luftsportsgrene, hvor også de indbudte gæster fik mulighed for at prøve kræfter med forskellige typer luftsport. Der blev lavet optræk med hangglider og paraglider, der blev fløjet termik i svævefly, der blev sprunget i faldskærm og der blev lavet show med paramotor. Dagen igennem var der en fantastisk stemning blandt deltagerne, der også talte lokale aktører fra Struer Kommune.  De mange frivillige fra specialforbundene gjorde dagen igennem en stor indsats for, at deltagerne følte sig trygge i det uvante element, samt for at aktiviteterne kunne afvikles i et jævnt flow med mindst mulig ventetid. De indbudte gæster fik oplevelser i særklassen, hvor de fik lov til at se det det smukke landskab lidt fra oven. Under den afsluttende middag blev der talt livligt om alle dagens mange dejlige oplevelser.