Nyhedsbrev – opsamling efter klubbesøg

November og december måned har på mange måder gjort indtryk. At starte i en organisation hvor man ikke kender sproget og aldrig har set en hangglider kan være en udfordring, men det har været rigtig rart at møde alle jer ude i klubberne og blive lidt klogere på hvad hanggliding og paragliding er for en sport og hvordan man flyver i jeres klubber.

Det er mit indtryk, at det ofte er de samme udfordringer I står overfor i klubberne. Jeg har samlet nogle stykker af dem, samt et par idéer til hvordan de måske kan forhindres:

  • Instruktører hænger desværre ikke på træerne, så hvor kan vi så plukke dem? Vi kan f.eks. allerede fra dag 1 skilte med, at man kan blive hjælpeinstruktør i klubben. I en af klubberne kan man f.eks. kun blive medlem, hvis man bliver hjælpeinstruktør så snart man er pilot. Hvordan kan vi ellers få engageret medlemmerne? Vi kan starte med at fortælle hvordan de kan hjælpe og høre om de er interesserede. I er også meget velkomne til at skrive til mig hvis I vil lade jer inspirere af Rie Skårup Frilunds slides fra hendes oplæg om frivillighed og hvordan man kan motivere frivillige i foreningsregi. I kan også se en video fra Ries oplæg på dhpus hjemmeside under nyheder.
  • De berygtede kursusplaner… vi slipper desværre ikke for dem, de er kommet for at blive, som krav fra myndighederne. Det kunne jo være smart, hvis vi kunne lave en generisk kursusplan til jer, men vores samtaler med jer viser, at I skoler så vidt forskelligt ude i klubberne, at det ikke rigtig giver mening. Til gengæld kan I skrive til mig og få udleveret de godkendte kursusplaner, så I kan blive inspireret af andre klubbers måder at gøre tingene på.  Det kan måske lige nævnes, at de i Paramania har stor succes med at køre moduler og ikke faste dage man skal komme, som skrevet i kursusplanen. Når chefinstruktøren føler de kan modul 1 (trin 1) kan de gå videre til næste modul. Eleverne skal selv sætte 1 kryds når de har hørt om det, 2 kryds når de synes de kan det og 3 kryds når chefinstruktøren synes de kan det. Chefinstruktøren har alle progressionskort og logbøger for alle elever online i google sheets, hvor alle instruktører kan se hvad eleverne mangler at træne.
  • Teoriundervisning og tvetydige teorispørgsmål vil unionen også få på tegnebrættet, så ikke alle klubberne sidder og bøvler med det samme. Igen vil vi i unionen arbejde på en form for minimums-teoriundervisning som klubberne kan give deres elever til selvstudie og også selv undervise i. Arbejdet ligger hos uddannelsesudvalget lige nu, og de arbejder på højtryk for at finde gode løsninger.
  • Jeg har fået mange flere ting med til fremtidigt arbejde for at gøre flyvelivet lettere og bedre for jer derude – her var bare nogen af dem.

Nedenstående punkter kan ses som inspiration/information:

  • MDK har et særligt betalingssystem hvor man betaler pr. måned som en form for abonnement. Jo lavere trin på uddannelsesstigen, desto højere betaling, hvilket ifølge MDK motiverer eleven til at uddanne sig til højere trin. Unge under 25 har desuden nedsat pris.
  • Johnni Dufour har lavet tre vejledningsvideoer til eleverne når de skal til prøve. Johnni viser blandt andet hvordan eleven opretter sig som bruger på DIF og giver en gennemgang af DIF’s prøveplatform, samt hvordan eleven kontrollerer om prøven er korrekt tildelt. Videoerne vil blive lagt på dhpus hjemmeside til fælles brug.
  • Hvordan får vi kommunikeret ud til alle medlemmerne? Kommunikation i klubberne sker meget forskelligt, både via. watsapp, telegram, facebook og min forening (app). Sidstnævnte vil der komme en video vejledning til, så man kan se hvordan appen virker.
  • Der står i strategien for 2022-2025, at vi skal tiltrække flere kvinder. Karsten fra Parafun har tilbudt at spørge Telma Hansen om hun være med i en projektgruppe om at tiltrække flere kvinder. Hvis I sidder og tænker, at nogle i jeres klub også kunne være interesserede, må I meget gerne give lyd.
  • Vi arbejder på at lave en ny og mere overskuelig dhpu hjemmeside, hvor tanken er, at information skal ligge centralt. Der vil i den sammenhæng også arbejdes på, at instruktører og materielfolk har et forrum som er adskilt fra øvrig information.
  • Vi er gået i gang med at teste Tailor, som forhåbentlig bliver et rigtig godt nyt administrationssystem til glæde for alle. Det inkluderer en app og flere muligheder for kommunikation mellem jer derude.
  • Vi har fået godkendt og trykt visuel vejledning, som også vil blive oversat til tysk og engelsk. I samme ombæring har vi fået hul igennem til trafikstyrelsen.
  • Vi har fået forlænget puljen til flyvestedsoversigten, så oversigten kan blive endnu bedre.
  • Ansøgning til kulturstyrelsen er blevet sendt og jeg har fået netværket en masse med både interne udviklingskonsulenter og DIF-folk.

Der er flere ting at tage fat i og om end jeg ville ønske jeg kunne trylle, kan alt ikke løses på en dag. Der skal lægges en plan for hvad der skal prioriteres først og hvordan vi sammen skal nå i mål. Jeg håber, at kunne navigere flyet sådan, at alle får størst mulig flyveglæde.

Rigtig glædelig jul og godt nytår. Pas godt på jer selv og hinanden ude på skrænterne.

De bedste hilsner,

Camilla