Nyhedsbrev juni 2022

Referat fra bestyrelsesweekend

Efter en arbejdsom bestyrelsesweekend d. 11.-12. juni med gode indspark fra chefgruppen ligger referatet nu klar på hjemmesiden.

Præsentation af Rune

Mit navn er Rune og jeg skal i det næste års tid være stand-in for Camilla, mens hun bygger sin nye familie. Jeg selv har en datter på 2 år og vi er så småt i støbeskeen med det næste barn. Min forlovede og jeg skal giftes til august, så for hendes skyld venter vi lige med at blive gravide til efter brylluppet. 
Jeg kommer med en forholdsvis lang (jeg er ”kun” 31 år) karriere indenfor idrætten med en lang videregående idrætsuddannelse og har i mit aktive sportsliv spillet håndbold på et fornuftigt niveau. Efter knæskader og hvad der hører til har jeg nu fundet kærligheden til udelivet og jeg cykler til alt, dyrker klatring og spiller lidt golf med min svigerfar i min fritid. Og jeg skal da helt sikkert prøve at flyve også!
Mit virke i DHPU er på halv tid, da jeg også skal være stand-in i Danmarks Bowling Forbund, mens bowlingkonsulenten er på barsel. Jeg kan derfor ikke løfte alle Camillas opgaver, men I kommer nok til at høre fra mig alligevel. I skal endelig tage fat i mig på rka@dhpu.dk, hvis der er noget I har brug for hjælp med og så vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at finde den bedste løsning for os alle. God vind og god sommer derude!

Fokus på hændelsesindberetning

Som beskrevet på bestyrelsesmødet d. 12. juni 2022 er der ønske om, at øge vores fokus på at indberette hændelser til sikkerhedschefen. Hændelser skal indberettes via hjemmesiden under “Piloter”, “Indberet hændelse”.


Uddrag fra referatet:

  • Der er ca. 8-15 hændelsesrapporter om året, som ofte er med
    mere alvorlig karakter. Det animerer til at tro at mindre
    hændelser simpelthen ikke bliver indberettet.
  • Sikkerhedschefen indberettede i 2021 75% af alle hændelser.
  • Ifølge Driftshåndbogen har vi meldepligt ved hændelser
    indenfor 7 dage. Hvis der er en instruktør med, er det
    instruktørens ansvar at melde hændelsen ind.

Spørgsmål vedr. hændelsesindberetning kan rettes til sikkerhedschef@dhpu.dk.

God sommer

Der går lidt sommerferie i den, så næste nyhedsbrev bliver først i august. I mellemtiden kan I glæde jer til nogle af de unionsaktiviteter som vi planlægger at nå i mål med – bl.a. inspirationsevents for trin 4 piloter om mulighederne og fordelene ved at være trin 5 pilot, og så skal vi forhåbentlig afholde vores første samling for kvindelige piloter. GOD SOMMER!